Grundlisteudvalg

Næstved Kommune indgår i en række udvalg.

Hjemmel: Lovbekendtgørelse om rettens pleje § 72

Medlemmer

(A) Carsten Rasmussen
(F) Jette Leth Buhl
(Ø) Freja Lynæs Larsen
(V) Kristian Skov Andersen
(C) Valdemar Riis Søndergaard, Østergade 12A, 1. th, 4700 Næstved 

Vil du være nævning og domsmand?

Går du med tanker om at være nævning eller domsmand - også kaldet lægdommer - så har du mulighed for at søge optagelse på den kommende grundliste, hvorfra der udtages nævninge og domsmænd til By- og Landsretten.

Senest den 1. april 2019 skal den nye grundliste gældende for perioden 1. januar 2020 - 31. december 2023 sendes til Østre Landsret.

 

Den viste video er delt på Youtube af Danmarks Domstole. Klikker du på videoen vises den fra Youtube via Iframe.

Vil du være nævning eller domsmand?

Nævninge og domsmænd kaldes under ét for lægdommere, og de har til opgave at hjælpe rettens juridiske dommere med at dømme i visse straffesager.

Domsmænd og nævninge er den samme gruppe personer. Om man er domsmand eller nævning afhænger derfor af, hvilken type straffesag, der er tale om.

Lægdommere udtages for 4 år ad gangen – og næste periode løber fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2023. Hvervet som lægdommer er borgerligt ombud, og det vil sige, at du har pligt til at være lægdommer i hele perioden.

Hvem kan blive lægdommer?

Det er helt almindelige borgere, som får til opgave at virke som nævninge og domsmænd – det er netop meningen, at det skal være et bredt udsnit af befolkningen. Der er dog visse krav, du skal leve op til for at kunne blive lægdommer.

Først og fremmest kan du ikke være lægdommer, hvis du fx er ansat ved politiet, er advokat eller fængselsbetjent. Derudover er det et krav at du:

  • er dansk statsborger
  • har valgret til folketinget
  • har tilstrækkeligt kendskab til det danske sprog
  • har en ren straffeattest
  • ikke fylder 80 år inden udløbet af perioden 1. januar 2020 - 31. december 2023

Der er dog ingen garanti for, at du kommer på grundlisten, selvom du umiddelbart lever op til alle kravene. Det afhænger bl.a. af, hvor mange borgere i Næstved Kommune, der ønsker at blive optaget på listen. Grundlisten skal indeholde 1 person for hver fulde antal af 300 indbyggere i kommunen.

Grundlisten skal indeholde et bredt sammensat udsnit af kommunens befolkning fordelt på eksempelvis køn, etnisk oprindelse, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelse.

Den nuværende grundliste

Grundlisteudvalget består af fem personer, som er udpeget af Byrådet for en 4- årig periode, der er lig med den periode Byrådet er valgt for.

Medlemmerne af Grundlisteudvalget for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2021 består af:

  • Carsten Rasmussen
  • Jette Leth Buhl
  • Freja Lynæs Larsen
  • Kristian Skov-Andersen
  • Valdemar Riis Søndergaard

Den nuværende grundliste gælder for perioden 1. januar 2016 – 31. december 2019.

Hvordan bliver man udvalgt?

Nævninge og domsmænd bliver valgt for 4 år ad gangen. Dette sker ved lodtrækning i Landsretten fra en såkaldt grundliste, som Næstved Kommunes grundlisteudvalg står for at udarbejde.

Det er denne liste, du nu kan ansøge om at komme på. Alle kan søge om optagelse på grundlisten, men man kan ikke være sikker på at komme på grundlisten.

Nuværende nævninge og domsmænd skal også søge igen.

Du kan læse mere om det at være nævning eller domsmand på domstolens hjemmeside her.

Ansøgningsskema

Ansøgningsskema om optagelse på grundlisten for Næstved Kommune finder du nedenfor.

Bemærk, at du skal gemme skemaet på din pc inden du udfylder det. Derefter åbner du det gemte skema, udfylder det og gemmer indholdet. Herefter sender du ansøgningsskemaet, som en vedhæftet fil med digital post via linket nederst på siden under kontakt.
Du kan opleve, at skemaet åbner i Adobe Reader, og dermed at man ikke kan gemme det med indhold (fx hvis du bruger Internet Explorer). I så fald forsøg igen via en anden browser fx Google Chrome, Microsoft Edge eller Firefox. Hvis du bliver bedt om at vælge et program at åbne med, så vælg fx Google Chrome.

Hvis du ikke kan sende ansøgningen med digital post, kan ansøgningsskemaet afleveres/sendes med alm. post til den adresse, der er nævnt på ansøgningsskemaet eller til Teatergade 8, 4700 Næstved. 

Udfyld ansøgningsskemaet her 
Vær opmærksom på at der er ansøgningsfrist den 31. januar 2019.

Behandling af dine personoplysninger, kan du læse om her

Kontakt

Center for Politik og Udvikling
Sidst opdateret den 17. januar 2019